Laura Marie Søegaard
Om mig
I den første kontakt til en ny behandler eller terapeut, er noget af det vigtigste for os mennesker, hvordan vi oplever den person, som står overfor os.
Derfor vil jeg her fortælle lidt om min egen tilgang til det at være terapeut, og forhåbentlig give et lille indtryk af hvem jeg er inden det første besøg i klinikken. Nogen vælger desuden at ringe og tale med mig inden den første aftale, og det er man altid velkommen til.
Hvis du vil vide mere om selve behandlingen, kan du finde information i de to afsnit i menuen Behandlingen og Psykomotorisk terapi eller på www.dap.dk (Danske psykomotoriske terapeuter)
Jeg er født i 1970 og opvokset i København, hvor jeg stadig bor og arbejder.
Jeg har siden min tidlige ungdom interesseret mig for sammenhænge mellem krop og psyke, og jeg afsluttede min uddannelse på Skolen for psykomotorik i København i 2003. Som nyuddannet terapeut startede jeg klinik på Østerbro med en medstuderende, og hun og jeg arbejdede sammen i min første periode som selvstændig.
Siden da har jeg arbejdet med individuel behandling med udgangspunkt i den psykomotoriske behandlingsmetode i flere forskellige klinikker i København.
Da jeg startede min første praksis, opdagede jeg hvor stor effekt en nærværende og relativ blid kropsbehandling har, og det blev ret hurtigt klart for mig at en behandling, hvor det “skal gøre godt for at blive godt” er den tilgang der giver mest mening for mig. Det er helt afgørende for mig som terapeut, at det er en positiv oplevelse at lægge sig på briksen hos mig, og at behandlingen altid er en god helhedsoplevelse, hvad enten det er første eller 28. besøg i min klinik. Så uanset om man henvender sig fordi man har smerter, er stresset eller bare gerne vil gøre noget for sig selv og sin krop, synes jeg det er helt oplagt at det er forbundet med en følelse af øget velvære.
Siden 2011 har jeg kombineret klinikken med undervisning i bevægelse og afspænding på bl.a Familieskolen, hvor jeg underviser kvinder før og efter fødslen med særligt fokus på styrke, afspænding og egenomsorg.
I perioder har jeg været tilknyttet personalet i nogle af landets ministerier, hvor jeg har tilbudt afspænding og psykomotorisk behandling til de ansatte. Senest har jeg været en del af et psykomotorisk team i Forsknings-og uddannelsesministeriet, gennem konsulentfirmaet TONUS.
Jeg kan godt lide at være i et behandlerfællesskab med forskellige slags terapeuter, så vi kan inspirere hinanden fagligt eller bare lige sige hej i løbet af dagen.
Den klinik jeg er i nu, er et hyggeligt og smukt lille sted forenden af søerne på Vesterbro, hvor vi er en god håndfuld alsidige behandlere og terapeuter indenfor det sundhedsfaglige område.
Jeg glæder mig meget over at være et sted, hvor jeg selv kan mærke det er rart at komme på arbejde, og hvor det føles meningsfuldt at tage imod nye mennesker og gense klienter, der har gået hos mig gennem flere år.
Hvis du har fået lyst til at aftale en tid hos mig i klinikken, er du meget velkommen.