Den psykomotoriske behandling har en positiv effekt på fysiske og psykiske ubalancer som hovedpine, muskelspændinger, søvnbesvær, uro og stress.
Behandlingen gør dig bedre i stand til selv at regulere spændingstilstande, og de fysiske og psykiske symptomer lindres undervejs i forløbet, så der bliver overskud til velvære og indsigt i nye muligheder.
Psykomotorisk terapi består bl.a. af en manuel behandling. Terapeuten påvirker hele kroppen i et roligt tempo, med rolige tryk og stræk af muskler og bindevæv. Metoden tager udgangspunkt i sammenhængen mellem krop og psyke, og behandlingen er en kropslig og verbal dialog mellem dig og terapeuten.
Metoden har en positiv indvirkning på det autonome nervesystem og medvirker til at afbalancere kroppens naturlige reguleringssystemer. Behandlingen regulerer således spændingstilstande, nedsætter stressniveauet og medvirker til restitution. Der skabes mulighed for en øget kropsbevidsthed og refleksion over individuelle reaktioner og vaner. På denne måde får du indsigt i dine handle- og funktionsmønstrer, så fremtidig belastning og stress så vidt muligt forebygges.
En psykomotorisk terapeut har en naturvidenskabelig indsigt i kroppens opbygning og funktion samtidig med en humanistisk tilgang til mennesket gennem psykologisk, pædagogisk og social forståelse. En psykomotorisk terapeut har en sundhedfaglig uddannelse på bachelorniveu og var tidligere kendt under titlen “afspændingspædagog”.
Klinikkens psykomotoriske terapeut Laura Marie Søegaard er medlem af Danske psykomotoriske terapeuter, DAP.
For mere information se www.dap.dk